-
"En ansøgning er ikke altid nødvendig - det vigtigste er, at din motivation skinner igennem. Skriv den gerne direkte i dit CV, så vi hurtigt forstår, hvad der driver dig, og hvorfor du søger."
Kristine Brødsgaard Axelsen
Rekrutteringskonsulent & Headhunter
Skal jeg skrive en ansøgning?
Det korte svar er: Nej. Ikke nødvendigvis. Hvis du har et kort og målrettet afsnit med i dit CV, hvor vi kan få en forståelse for din dybere motivation, behøver du ikke bruge tid på at skrive en ansøgning. Men hvis du har mere på hjerte og gerne vil uddybe din motivation og dine tanker om stillingen endnu mere, læser vi det meget gerne.
Tænk i så fald på den som et supplement til dit CV. Ikke en gentagelse. Mens CV'et viser, hvad du har lavet, skal ansøgningen hjælpe med at forstå, hvorfor din interesse i stillingen giver mening. Gør det med andre ord tydeligt, hvorfor du søger, hvad du bringer med dig og hvordan du vil udfylde rollen.
Hvad skal jeg skrive?
Den gode ansøgning tager afsæt i din motivation. Det er faktisk ganske simpelt: Forestil dig, at du skal svare på spørgsmålet "hvorfor søger jeg lige nøjagtig den her stilling?". Hvad er det ved opgaverne, ansvaret, retningen eller måske virksomheden, der tiltaler dig?
Når du har sat ord på din motivation og grunden til, du søger, giver det god mening at folde matchet ud. Tag udgangspunkt i annoncen og kobl din egen erfaring til det, der bliver efterspurgt. Det er altid en god idé at tydeliggøre og illustrere matchet med konkrete eksempler på dine erfaringer.
Nogle gange kan det også være en god idé at adressere det, der kan skabe spørgsmål. Søger du i en anden branche, langt fra din nuværende bopæl eller noget tredje, så sæt meget gerne ord på dine overvejelser.
Hvor lang skal den være? Og må jeg få hjælp?
Som regel er én side rigeligt. Ansøgningen bliver faktisk ofte stærkere af, at du skærer til og præciserer. Et godt greb er at skrive en første version og derefter læse den igennem med friske øjne: Er der noget, der gentager sig fra dit CV? Er der noget, der ikke er relevant for stillingen? Er det tydeligt, hvorfor du søger og hvad du kan bidrage med?
Brug af AI: Du må gerne bruge AI, når du skriver din ansøgning. Det kan være en god hjælp til at skabe struktur og formulere dig skarpt og præcist. Men brug det som et værktøj og ikke som afsenderen. Et godt råd er, at du starter med at skrive ansøgningen selv, og dernæst bruger AI som hjælp til at rette og finjustere. Jo mere ansøgningen afspejler dig og dine overvejelser, jo bedre grundlag er der for at finde ud af, om det giver mening at gå videre. For både os, virksomheden og for dig.